Det var en forrygende indsats, brødrene Philip og Stefan Due Schmidt i går leverede ved finalen i Mass Start ved World Cup 1, hvor Stefan blev nr. 6 og Philip nr. 12. Begge placeringer er de bedste Mass Start resultater for begge skatere.

Foto: Jesper Carlson

Både Philip og Stefan lykkedes med at holde fast i de planer, de sammen med landstræner Jesper Carlson havde lagt for det stærkt taktiske løb.

For Stefan, der i øjeblikket er flyvende på isen, ligger chancen til at opnå flest point i sprinten. Det kræver virkelig is i maven at tro på, at man kan hente de forreste i feltet på de sidste omgange. Men de sidste tre omgange skruede Stefan op for farten, og det lykkedes ham at holde fast i toppen af feltet og køre sig til 3 point over stregen. Og en samlet super flot 6. plads til Danmark.

Taktikken for Philip, der har gjort store fremskridt denne sæson, er derimod en helt anden. Philip er aktiv under hele løbet og skal gå i udbrud, hvis han ser sit snit til det. Det var lige præcis, hvad Philip gjorde. Han kørte fra feltet i et langt udbruds forsøg, hvor der desværre ikke var andre, der kørte med ham. Og nok derfor holdt den ikke hele vejen, hvor han manglede det push, som andre i udbruddet giver. Udbrudsforsøget gav Philip 1 point men opbrugte samtidig hans kræfter, og alligevel gav præstationen ham en 12. plads ved denne World Cup.

Den yderst specielle situation med det lange ophold i den Corona-frie boble i Heerenveen giver en særlig ro for holdet, der ellers er vant til at rejse verden rundt for at konkurrere. Og nu er det en glad landstræner, som kigger frem mod World Cup 2 om en uge og derefter et VM, som forhåbentlig begge brødre har kvalificeret sig til.

World Cup 1 Resultater

Læs mere om Philip og Stefan Due Schmidt

 

Af Mariann Vasbo