VM i Speed Skating er begyndt og varer til på søndag. Løbene afvikles alle i Heerenveen, hvor skaterne har været isoleret de sidste fem uger, og VM er kulminationen på en række konkurrencer på højeste niveau i den Corona-fri boble.
Stefan og Philip Due Schmidt repræsenterer os ved VM i MassStart, hvor semifinalerne køres lørdag kl. 14.30 med finalen kl. 17.11. Brødrene er de stærkeste speed skatere i Danmark, og begge har haft en solid udvikling de sidste sæsoner. I disse dage er der dagl træning på isen, der suppleres med styrke- eller cykeltræning, og det er trods isolationen en fordel for alle, at de ikke skal rejse mellem verdensdelene til konkurrencerne, som de plejer.
Der blev sat ny verdensrekord i MassStart ved WC1, så niveauet er højere end nogensinde. På baggrund af pandemien er der afbud fra lande som Japan, Kina og Korea, hvor især Korea har to stærke skatere. Det er sidste løb i sæsonen, som skal styrke skaternes tro på en kvalifikation til Vinter-OL næste år.
Stefan var lidt flad for energi ved WC2, hvor det alligevel lykkedes ham at køre sig i finalen og få en 10. plads. Ved den første WC blev han nr. 6, og han ligger i øjeblikket som nr. 8 på verdensranglisten. Kører Stefan op til sit niveau og på højde med træningerne, bør finalepladsen absolut være inde for rækkevidde.
Lillebror Philip har været flyvende i træningerne, som han var det ved WC1, hvor han tog 12. pladsen i finalen. Ved WC2 var Philip ramt af en infektion, hvorfor han ikke kørte op til sit niveau, men med en 17. plads på verdensranglisten, så har Philip også muligheden for at køre sig i finalen.
Taktikken for semifinalerne er lagt sammen med landstræner Jesper Carlson, og der bruges tid på at sætte sig godt ind i konkurrenternes forcer. Ofte udvikler løbet sig ikke som man forventer, og det er derfor nødvendigt, at skaterne lynhurtigt ændrer taktikken for at optimere deres placering i løbet.
Resultaterne kan følges live her
Af Mariann Vasbo