Catharina Petersen repræsenterer Danmark ved årets første ISU Junior Grand Prix, og er derfor nu på vej til Courchevel i Frankrig sammen med sin træner, Igor Tsion, hvor hun vil konkurrere med to nye programmer.

Catharina har ligesom alle andre løbere ikke konkurreret i 1½ år, så konkurrence følelsen skal ind i kroppen igen. Der er derfor heller ikke sat specifikke tekniske forventninger til Catharina, idet målet mere er at opnå en god og positiv oplevelse efter den lange pause. Hendes eget ønske for konkurrencen er at gøre det bedste, hun kan.

Kim Louise Lundbeck Ettrup, Eliteudvalget, udtaler: “Vi har set Catharina for nyligt og håber hun får vist meget af det, som vi har set, at  hun formår. Catharina har allerede opnået de tekniske krav til Junior VM 2022, så hun er klar til at gå ind i kampen om en plads til dette mesterskab. Vi er glade for, at Catharina viser god form, ligesom hun har udviklet sit skøjteløb på flere fronter og er klar til at konkurrere, selv om det er tidligt på sæsonen”.

Svea Lund repræsenterer Danmark som dommer ved konkurrencen.

 

 

Af Mariann Vasbo
Foto: Svea Lund