Til ISU’s tredie Junior Grand Prix konkurrence den 1. – 4. september i Kosice, Slovakiet, deltager Anna-Flora Colmor Jepsen. Det er første gang, at Anna-Flora er udtaget af DSU’s Eliteudvalg til at repræsentere Danmark ved en af de stærke internationale Grand Prix konkurrencer, og hun stiller op med to helt nye programmer koreograferet af storesøster og træner, Leonora Colmor Jepsen.
Anna-Flora har i lighed med alle andre løbere ikke konkurreret i 1½ år, så konkurrence følelsen skal genfindes, og målet er at hun får en god oplevelse på dette niveau at bygge videre på.
Anna-Floras stærke side er et smukt, musisk løb, hvor hun formår at udtrykke den gode koreografi.
Kvindernes konkurrence starter torsdag 2. september kl. 17.10, hvor Anna Flora løber det korte program som nr. 14 i det stærke felt på 27 kvinder. Anna-Flora følges af cheftræner Anni Petersen, HI-KU.