Tårnby Skøjteklub var værter for Sjællands Mesterskaberne og Sjællands Cup sidste weekend, og det er en garvet klub udi afvikling af konkurrencer. Og som altid blev man mødt af en duft af deres berømt flæskestegs sandwich, hjertevarme og styr på planlægningen i skøjtehallen hele weekenden.

Det største slag ved SM skulle slås i Junior Dame-rækken, hvor der er kamp om pladserne på podiet. Og det er også i denne række, at der er kamp til stregen om de tre danske pladser til The Nordics, der afvikles i Hørsholm den 26.-30. januar.

Foto: Lene Skibby

Guldet gik til SM’s højdepunkt, Anna Flora Colmor Jepsen, HI-KU, der har gennemgået en stor udvikling det sidste år. Og hun fremstår nu med fornyet energi, smilende og stærk på isen. I det korte program lagde Anna Flora ud med en flot trippel tåloop – dobbelt tåloop kombination, og hun gennemførte sit program i god fart med bl.a. en god dobbelt flip. Det rakte til en 2. plads, mens hendes super gode friløb indbragte hende 1. pladsen. Hun fik plusser i næsten alle elementer og leverede også smukke og stærke piruetter. Med 116,46 point fik Anna Flora fortjent guldet med hjem.

Annika Skibby, der løb på hjemmebane, løb sig ind på en 2. plads i friløbet med et godt koreograferet Fame-program. Annika er god til at leve sig ind i musikken, havde stærke level 4-piruetter og en overall god performance med plusser på de fleste elementer. I det korte program leverede Annika som altid sin signatur: Stor udstråling og glæde, ligesom hun som den eneste forsøgte sig med en trippel Flip, der dog manglede et kvarter. Samlet tager Annika sølvet med i alt 104,37 point.

Bronzen gik til Selma Larsen, HI-KU. Hun overraskede med et veludført kort program, hvor hun bl.a. leverede en rigtig stærk dobbelt axel. Det blev også til en virkelig god kombinationspiruette, og overall så vi mere styrke, god performance og glæde fra Selma, der lå på 1. pladsen efter de korte programmer. Efter en god start med en stærk trippel salchow i friløbet var der flere elementer, der ikke lykkedes, og i den hårde konkurrence måtte Selma se sig tilfreds med en 3. plads i friløbet, hvilket samlet gav hende bronzen med 101,62 point.

En anden stor overraskelse ved SM var Emilia Due Borch, HKF, der suverænt vandt konkurrencen i Novice Piger med 76,27 point.  Emilia leverede bl.a. en trinserie i friløbet, der indbragte hende +2 fra hele dommerpanelet, ligesom hun åbnede med en virkelig flot dobbelt axel i det korte program. Begge programmer havde fine detaljer til highlights i musikken og en stærk udstråling.

Foto: Mariann Vasbo

 

I Senior Damer gik guldet til den modne showgirl, Caroline Sauer Eilsø, RSIK, der løb det sikkert hjem med 88,24 point, mens sølvet gik til Felice Basbøll, SKK.

 

 

 

Foto: Mariann Vasbo

Det er også værd at fremhæve Marjo Juntunen-Nielsen, HKF. Marjo, der er formand i Hørsholm, har nu i flere år løbet Adult Skating og repræsenterer ofte Danmark ved internationale voksen konkurrencer. Her ved Sjællands Cup viste Marjo, at et mere modent løb er virkelig smukt med stor indlevelse i programmet, på trods af at det ikke indeholder de store springelementer. Marjo indtager første pladsen med en god margin til nr. 2 i Senior K1.

 

 

 

 

Alle resultater