Det blev endnu en flot Top-10 placering til isdanserne Laurence Fournier & Nikolaj Sørensen ved Europamesterskaberne denne weekend.

En virkelig teknisk stærk kort dans med høje levels gav parret sæsonens bedste score og en 10 plads, hvilket var et godt udgangspunkt for den frie dans søndag. Og til tonerne fra Shawn Philipps’ “Woman’ “leverede det karismatiske par en helt igennem medrivende præstation i den fri dans. Laurence og Nikolaj er ved at være kendt for netop deres fine sammenspil og gode kemi, og publikum i den tætpakkede arena nød dette program, der gav parret 9. pladsen – som også blev Laurence og Nikolajs placering ved dette EM.

NikogLauBesk40

Efter den frie dans udtaler Laurence og Nikolaj:

Vi løb rigtig godt og var virkelig glade for at komme godt igennem vores frie program efter tre måneder uden en konkurrence. En lille fejl i twizzlerne kostede et niveau, og en rotation for lidt i vores løft kostede to levels. Tilskuerne var helt i top – det er altid fedt at løbe for fuldt hus.

 

Frem mod VM til marts vil danserne fokusere på den frie dans. Koreografien skal finjusteres, så det bliver en optimal præstation i Boston, hvor musikken er velkendt og der kan forventes en helt fantastisk stemning.