Isdanserne Laurence Fournier Beaudry og Nikolaj Sørensen blev nr. 13 ved VM i Boston efter at have gennemført en yderst følelsesladet og fejlfri fri dans. TD Garden, den store hal i Boston, var ikke helt udsolgt, men de godt 14.000 deltagere gav de danske isdansere en højrøstet velkomst, da de indtog isen. De har ganske enkelt fået publikum med sig med deres stærke performance og udtryksfulde programmer. Og så var der også flere danskere blandt publikum, som bidrog til at gøre oplevelsen endnu større for Laurence og Nikolaj.

NikLauVMEnface

Sidste år blev parret nr. 11. I år nr. 13 med 151,67 point. Men det betyder ikke, at de er gået tilbage. Tværtimod. Laurence og Nikolaj har udviklet sig meget, og er i dag et langt stærkere par, ligesom de fremstår endnu mere som en helhed. Deres grundløb, alle bevægelser, er synkrone, og elementerne virkeligt godt funderet. Grundløbet er blandt de bedste på VM-isen, og deres udstråling når helt op på de øverste pladser i hallen. Til gengæld er feltet i år endnu stærkere end sidste år. Der blev hele tiden talt om, at konkurrencen var helt åben blandt de 6 i toppen efter den korte dans. Og placeringerne fra 8 til 15 var helt afhængig af dagsformen.

For dansk skøjtesport var dette VM en cementering af, at vi har atleter i verdenseliten, og der er ingen umiddelbare hindringer for, at parret kan gå hele vejen. Som en, der virkelig elsker, hvad hun laver, sagde Laurence efter dansen:

Vi er meget glade for vores performance, bare en smule kede af at sæsonen nu er slut

Nikolaj glædede sig især over, at den svære trinserie for første gang blev bedømt til level 4, ligesom at de drilske twizzels, som jeg har set dem udføre til perfektion ved hver eneste træning i Boston, også blev bedømt et level højere.

NikLauVMFriløbTrombone2

Det franske par Gabriella Papadakis og Guillaume Cizeron blev de altdominerende vindere af konkurrencen med endnu et stærkt følelsesladet program, der ligesom danskernes er funderet på ‘dansen’ i isdans, hvilket gør hele programmet flydende og blødt som smør. Parret er daglige trænings partnere til Laurence og Nikolaj, ligesom de deler den succesfulde trænergruppe Marie-France Dubreuil, Patrice Lauzon, Romain Haguenaue og Pascal Denis.