Vi vil alle gerne have en overraskelse til jul. For alle os skøjteglade fik vi julens overraskelse i form af en godt koreograferet og udtryksfuld fri dans fra søskendeparret Leonora og Linus Colmor Jepsen, der på fineste vis afrundede de danske mesterskaber i Vojens Skøjtehal søndag eftermiddag.

Leonora og Linus’ fælles gener, kombineret med deres stærke grundløb og gode udtryk, har givet dem et godt afsæt til at skifte spor, og de leverede to programmer på et langt højere niveau end forventet ved deres debut til DM. Parret, der bl.a. leverede svære twizzels og en smuk piruette, vandt både den korte og den fri dans over klubkammeraterne i RSIK, Marine A. C. Bertau / Rafael M. D. Musil, der til dagligt træner i Frankrig. Marine og Rafael har også kun danset sammen i kort tid, men også her er gode takter for fremtiden, og de viste bl.a. et par spektakulære løft i den fri dans.

leonoraoglinusbesk2

Den tyske dommer, Ingrid Charlotte Wolter, var imponeret af de danske solo- og isdansere, hvoraf hun anså flere til at være meget talentfulde. Dog opfordrede hun kraftigt DSU til at få isdanse parrene sammensat i en yngre alder, så vi bedre vil kunne få fuldt udbytte af deres talenter.

Den nye danske mester blev Emma Frida Andersen, ESK. Emma opnåede samlet 101,73 point, og kom derfor over de magiske 95 point, man skal have som minimum for at må kalde sig dansk mester. Efter at have ligget på anden pladsen efter det korte program, gik Emma stålsat på isen til friløbet, hvor hun gennemførte et stærkt friløb til musikken fra Game of Thrones med nogle super dobbelt Axler. Emma var selv meget glad efter det lange program og følte sig meget tryg ved at have sin nye træner, Igor Tsion, med ved sin side. Sølvet gik til Emma Louise Jensen, FSF, og bronze til klubkammeraten Malene Andersen.

emmaandersenbesk

De tre junior herrer var en anden af de gode oplevelser i Vojens. De har en stor fighter vilje alle tre, og kæmper for medaljerne. Daniel Tsion, FSF, tog igen guldet med 123,33 point og med adskillige triple spring i programmet og stærke piruetter. Sølvet gik til klubkammeraten, Nikolaj Mølgaard Pedersen, med 112,90 point. Nikolaj udstråler en stor glæde til skøjteløbet og det er bemærkelsesværdigt at vidne hans konstante fremgang på alle områder. Linus Colmor Jepsen, GSF, lå på anden pladsen efter det korte program, hvor han bl.a. leverede en triple Salchow – dobbelt Tåloop kombination. Springene var ikke alle helt på plads i det frie program, som dog igen blev overstrålet af hans evne til at komme langt ud over rampen i sin præsentation – og Linus fik bronzemedaljen til dagens samling.

Også Josephine Kærsgaard og Cecilie Kongsbak Dreier, begge FSF, der sikkert tog guldet og sølvet i Junior Damer er værd at fremhæve. Josephine, der netop er blevet udtaget til at repræsentere Danmark ved European Youth Olympic Festival, leveret et flot, samlet friløb med gode kombinationer, trin og piruetter. Bronzen gik til Jane Iskov, VSK, der var hårdt presset af at alle hendes efterskole kammerater overværede hendes løb, holdt til presset og leverede bl.a. et godt triple Salchow forsøg. I den stærke Novice række brillerede Maia Sørensen, HI, igen og tog suverænt guldet med 88.90 point. Sølvet gik til GKF’s Louise Vestergaard med 71,17 point og bronze til Annika Skibby, TSK, med 69,64 point.

Vojens og Rødovre står i spidsen for solodans og isdans, men det blev Lærke Danielsen, VSK, der tog guldet i Advanced Novice rækken. Lærke viste på fineste vis i sit friløb, hvor solodansen adskiller sig fra sololøbet, hvor hun dansede med en ynde og lethed, og samtidig udstrålede sin glæde til skøjteløbets grundform.

laerkedanielsenbesk

Det var en glad formand for Dansk Skøjte Union, der kunne takke Vojens Skøjteklub for et velgennemført arrangement, og vi kan gøre en smule regnskab. Vi havde flere rigtig gode præstationer, også i de yngre rækker er der mange rigtig gode programmer, som giver os troen på, at vi også i fremtiden vil have løbere med højt teknisk niveau. Alle løberne viser høj moral og kæmper for deres programmer, og de er fine ambassadører for dansk skøjtesport. Tak for jeres indsats i den daglige træning. Vi glæder os til at se jer til Friløbskonkurrencen.

Fotos: Vojens Skøjteklub