Det var en overvældende modtagelse, Laurence Fournier Beaudry og Nikolaj Sørensen fik af de knap 8.000 tilskuere i Hartwall Arena, Helsinki, da de i aftes indtog isen til deres Frie Dans ved VM. Publikum fortsatte den store opbakning igennem hele det stærkt emotionelle program, og da Laurence et kort øjeblik mistede balancen i den ene twizzel, kunne man høre publikum gispe.
Men Laurence bevarede roen og resten af programmet gennemførte de med stor autoritet og indlevelse. Indsatsen gav dem en 14. plads i det frie program, og de tager fra Helsinki som nr. 13 ved årets VM, der afslutter en lang sæson for parret.
Det danske par har gennemgået en stor udvikling det sidste år. Bare siden EM i januar har de hævet sværheds niveauet flere steder i programmerne, ligesom de har fået større bevægelser. De høster stor anerkendelse fra dommere og andre indenfor ISU, mens det kniber med at se begejstringen helt så meget i selve bedømmelserne. ”Vi tror på, at deres hårde arbejde vil bringe dem i toppen af sporten indenfor de næste par år”, siger Ingelise Blangsted, der overværede konkurrencerne mellem en række møder under VM.
Isdansernes konkurrence her var en af de stærkeste i mange år. Der kæmpes om OL-pladserne og med Scott Moir og Tessa Virtue tilbage på isen, var der også intens opgørelse i toppen. Det er sjældent, at isdanserne rykker mere end en plads fra den korte til den frie dans, men her ved VM var der kun et par i top 10, der bevarede deres placering. Det varsler nye vinde for isdansen.
Efter tre dages ferie i København starter forberedelserne til næste sæson – ny musik, ny koreografi og nye kostumer. Selve sæsonplanen lægges i juni og vi regner med, at vi får det dejlige par at se på dansk is i 2017/18.