Isdanserne Laurence Fournier Beaudry og Nikolaj Sørensen, der har repræsenteret Danmark siden 2013, vil fremover repræsentere Canada. Dansk Skøjte Unions bestyrelse besluttede tirsdag aften på et ekstraordinært møde at bakke op om dansernes ønske. Dermed mister Dansk Skøjte Union et isdanse-par i verdensklasse, der både på og udenfor isen har været meget fine ambassadører for Danmark og haft sportslige resultater som bl.a. nr. 7 ved EM.
Beslutningen om at skifte repræsentation kommer på baggrund af parrets skuffelse over ikke at kunne deltage ved Vinter-OL, på trods af at have kvalificeret Danmark. Laurence er canadisk statsborger, Nikolaj er dansk, og de har fra 2013 repræsenteret Danmark internationalt. Den Internationale Skøjte Union tillader par med to nationaliteter, idet den nation, som parret ønsker at repræsentere, beder den anden nation om at ’frigive’ sin løber. Men ved de olympiske lege skal begge atleter i et par have samme statsborgerskab. Det vidste parret godt, men ingen havde forestillet sig, at de på bare fem år ville ligge som nr. 13 på verdensranglisten og med en OL-kvalifikation.
”Vi har været meget skuffede og kede af, at vi ikke kan deltage i den ultimative konkurrence med de par som vi konkurrerer med hele sæsonen i verdenstoppen”, siger Laurence. Det falder helt naturligt, at Laurence og Nikolaj skifter Dansk Skøjte Union ud med Skate Canada. Laurence er canadisk statsborger, og parret bor og træner i Montreal, hvor de også har deres venner og Laurence’s familie. For begge skøjteløbere er det meget følelsesladet at sige farvel til Dannebrog. Nikolaj er stolt af at sin vikingebaggrund og af at være dansk, og Laurence er meget glad for Danmark og danskerne, hvorfor hun gennem det sidste år har lært sig dansk via et onlinekursus. ”Vi er meget taknemmelige for den store opbakning, vi har fået i Danmark. Både af de mange supporters og fra Dansk Skøjte Union, som har støttet os hele vejen”, siger Nikolaj.
”I Dansk Skøjte Union har vi været stolte af det unge par, der har udviklet sig eksplosivt gennem de sidste fem år, og for alvor sat Danmark på verdenskortet internationalt. Vi er selvfølgelig kede af, at de nu skal løbe under det canadiske flag, men vi forstår deres ønske om at nå det ultimative mål. Som topatleter, der træner mere end 30 timer om ugen, ønsker de selvfølgelig at få OL-oplevelsen med”, udtaler formand Ingelise Blangsted.
Den Internationale Skøjte Union kræver et års karantæne for international konkurrencedeltagelse, når en et par skifter nationalitet. Sammen med trænerteamet Marie-France Dubreil, Patrice Lauzon og Romain Haguenauer har parret valgt at stoppe al international deltagelse med omgående virkning, så de har mulighed for at stille op til VM næste år.