Eliteudvalget inviterede alle landets Cubs og Springs løbere til træningssamling i slutningen af september, og 52 løbere valgte at følge opfordringen. Man kan jo undre sig over, hvorfor Eliteudvalget inviterer alle løbere i denne aldersgruppe, når elitesamlingerne normalt er forbeholdt udtagne løbere? Men det er der en god forklaring på.
I DSU arbejder vi med en række strategier, bl.a. ’Aldersrelateret træning’ (ATK) og ’Attraktivt træningsmiljø’ som led i DSU’s Elitestrategi, der skal udmønte sig i et helt nyt Elite- og Talentprogram. ATK startede vi allerede med sidste sæson, hvor vi har afholdt en række seminarer med Mats Mejdevi, hovedsageligt som skadesforebyggende off-ice træning. En grupper er ved at udarbejde en ATK til træningen på isen, hvorefter hele ATK’en skal implementeres i klubberne.
Træningssamlingen for Cubs og Springs-løberne skulle give Eliteudvalget input til arbejdet omkring ’Attraktivt træningsmiljø’, ligesom man benyttede ATK-træning under samlingen. For løberne skulle oplevelsen også give en bedre social forståelse for hinanden og mulighederne for at træne alternativt.
Målet er at implementere en styrkelse af træningsmiljøet i klubberne for at skabe endnu bedre grundlag for talentudvikling, og en bredere talentmasse med et elitemål om at flere vil kunne nå et egentligt eliteniveau. Et styrket træningsmiljø vil også gavne bredden, og holde flere løbere i sporten i og efter teenageårene med et tilbud til alle niveauer, samt skabe et stærkt fællesskab på tværs af disse.
På denne træningssamling deltog forældre og løbere også i et oplæg om sportsernæring for børn, der dyrker megen sport med sportsernærings ekspert Rikke Høyer. Hun formåede at undervise i børnehøjde, og spørgelysten var stor hos begge grupper. Og herfra høstede Eliteudvalget også en del input til forståelsen for de parametre, der skal indgå i et godt træningsmiljø.
Målet er at beskrive træningsmiljøer for de 8 til 16-årige. For at målrette træningen til aldersgrupperne arbejdes der med to aldersgrupper, 8 til 12 år og 12 til 16 år. Derfor er der endnu en træningssamling undervejs, denne gang for Debs til Senior.