Dansk Skøjte Union er et specialforbund under Danmarks Idræts Forbund med ca. 2500 medlemmer fordelt på 21 klubber. DSU, der ledes af en valgt bestyrelse, arbejder for at udbrede sporten og sikre et godt talent- og elitemiljø.
Vi søger en administrativ medarbejder, der trives godt i en til tider hektisk hverdag med mange forskellige interessenter, og mange forskellige opgaver. Vi har en sommer og vintersæson, hvor opgaverne i vintersæsonen er flere end om sommeren. Det betyder også, at du skal være fleksibel i din arbejdstid hen over et år.
Du vil blive målt af medlemmerne i Dansk Skøjte Union på din evne til at skabe værdi for dem. Derfor er det vigtigt, at du ser dig selv som styret af andres behov for hjælp, kan skabe løsninger og hjælpe med at få dem implementeret.
Du får en frivillig bestyrelse som arbejdsgiver.
Vi lægger vægt på at du:
- Selvstændigt kan strukturere og prioritere dine opgaver
- Kan arbejde selvstændigt, men også indgå i tæt samarbejde med forbundets bestyrelse, udvalg, frivillige, øvrige ansatte og DIF
- Har forståelse for bogføring og kan oversætte krav og regler for klubber, forældre m.fl.
- Trives med mange deadlines
- Er fortrolig med opdatering af hjemmeside, og har lyst til at forbedre oplevelsen for brugerne
- Er fortrolig med at arbejde med frivillige, herunder evnen til både at være kaptajn og matros
- Er god til at skabe struktur og motivere andre
- Er god til at kommunikere både skriftligt og mundtligt, på dansk og engelsk
- Kan agere i en hektisk hverdag
Dine opgaver er mange forskellige administrative opgaver som f.eks.:
- Fakturering
- Licenshåndtering
- Koordinere af transport af udstyr
- Bestilling af rejser
- Konkurrencetilmelding
- Opdatering af hjemmeside
- Planlægning af møder
- Referent ved Repræsentantskabsmøde
- Koordinering med udvalg om aktiviteter
- Registrering af mærkeprøver
- Medlems kontakt
Det er en fordel at du:
- Er superbruger på Office-pakken
Vi tilbyder et udfordrende job med en afvekslende hverdag i et levende hus, hvor alle tænker idræt og bevægelse for livet. Mulighed for at prøve kræfter med opgaver af forskellig karakter og med stor indflydelse på indhold og metode. Dit arbejdssted er unionens kontor i Idrættens Hus i Brøndby, hvor du deler kontor med unionens talent- og elitekonsulent samt udviklingskonsulenten. Der må påregnes både weekend- og aftenarbejde i mindre omfang.
Fast ansættelse med løn efter kvalifikationer i en deltidsstilling på 20 timer om ugen og tiltrædelse 1. september 2019.
Kontakt formand Camilla Lyngsø på tlf. 60100670 for en uddybning af stillingen.
Ansøgningsfrist: 04. juli 2019 via mail til Dansk Skøjte Union på office@danskate.dk
Samtaler finder sted i løbet af juli måned