Skatterådet har fastsat satser for skattefri godtgørelser for 2020 til frivillige.

Ulønnede instruktører, trænere og ledere kan få skattefri omkostningsgodtgørelse for det arbejde, de udfører i deres forening. Skatterådet har justeret satserne, for eksempel kørsel. De nye satser gælder pr. 1. 1. 2020.

De nye satser

En forening kan yde godtgørelse for udgifter ifm.

  • telefonsamtaler og internetforbrug: 2.400 kr. (uændret ift. 2019)
  • administrative omkostninger: 1.450 kr. (uændret ift. 2019)
  • køb, vask og vedligeholdelse af tøj: 2.000 kr. (uændret ift. 2019)

Skattefri godtgørelser kan alene ydes til ulønnede. Man kan ikke for samme periode og for samme arbejde få både løn og skattefri godtgørelser.

Satserne er de maksimale beløb, som foreningen kan udbetale – uden dokumentation, dvs. foreningens kasserer behøver ikke kræve bon eller bilag, som viser udgiften. Bestyrelsen afgør eller aftaler med med den enkelte ulønnede træner, instruktør eller leder, hvor meget der skal udbetales.

Se også “Vejledning om skattemæssige forhold i foreningen”,  som er udarbejdet af DGI og DIF.

Andre godtgørelser

Ud over godtgørelse til telefon, administration og beklædning, kan ulønnede få økonomisk og skattefri kompensation for disse udgifter:

  • Kørsel: Læs mere: Kørselsgodtgørelse i forbindelse med træning, kursus, opvisning og kamp
  • Kost ved arrangementer: 80 kr. pr. dag. Arrangementet skal vare minimum 5 timer.
  • Logi ved rejser: Maks 223 kr. (2019: 219 kr.) pr. overnatning eller faktiske udgifter efter regning. 223 kr. og kostgodtgørelsessatsen er 521 kr.
  • Diæter ved rejser med overnatning: 521 kr. pr. døgn (2019: 509 kr.). 1/24 del af 521 kr. pr. påbegyndt time for tilsluttende rejsedag. Se mere herunder.
  • Dommerbetaling: Maks 250 kr. pr. kamp. Maks 500 kr. pr. dag. (Uændret)

Regler for logi og diæter ved rejser

Foreningen kan dække udgifter til logi, uden at rejsen behøver at vare 24 timer. Er der en overnatning, kan man få dækket den efter taksterne herover.

Ved rejser, der varer minimum 24 timer, kan foreningen udbetale diæter efter taksterne herover.

Bemærk! Hvis der stilles fri fortæring til rådighed, skal satserne per døgn reduceres med

15% for morgenmad: 78,15 kr.

30% for frokost og aftensmad: 156,30 kr.

25% for “lommepenge”: 130,25 kr.

Multimedier

Foreningen kan også stille pc, tablet, telefon eller internetforbindelse til rådighed til ulønnede hjælpere uden, at de skal betale skat. Tidligere var der krav om multimedieskat, men den er afskaffet.

Bemærk! Dine trænere, instruktører og ledere kan ikke både få stillet multimedier til rådighed og samtidig få udbetalt skattefri godtgørelse til telefoni og internet efter taksterne øverst i artiklen.

Alternativ: Udbetal de faktiske udgifter

Foreningen kan i stedet vælge at dække de faktiske udgifter. Det betyder, at den ulønnede træner, instruktør eller leder skal aflevere dokumentation for udgiften.

Bemærk! Hvis et medlem ønsker at få godtgørelse for afholdte udgifter for foreningen, kan han eller hun ikke også få en skattefri godtgørelse efter satserne herover. Men det er muligt at kombinere og for eksempel få udbetalt sine faktiske udgifter for beklædning sammen med satserne for internet og administration.

 

Tekst af DGI, oprettet af Emil Peter Søhus

FInd DGI’s artikel ved at trykke HER