På bestyrelsens sidste møde før sommerferien drøftede man igen aktivitetsplanen i forhold til Covid-19.

Bestyrelsen har tidligere truffet beslutning om, at aflyse aktiviteter i så god tid, at klubber og løbere kan planlægge træningen, uden at skulle forholde sig til sidste øjebliks aflysninger. Selvom vi selvfølgelig ikke undgår  muligheden for, at regeringen ændrer på vilkårene med kort frist. Med ændringerne i aktivitetsplanen for august og september får klubberne mere tid til at forberede programmer for alle løbere, og dermed mere ro og en bedre start på sæsonen.

Ændringer i træningssamlinger
Med baggrund i restriktionerne pr. 2. juli valgte bestyrelsen at udsætte dansesamlingen i august, idet restriktionerne på området er for krævende til, at vi kan sikre en gennemførelse på forsvarlig vis. Idet der også var planlagt undervisningstiltag for officials på samlingen, håber vi, at dansesamlingen inkl. dancetests kan gennemføres på et lidt senere tidspunkt.

Som tidligere meddelt er elitesamlingen i august allerede aflyst af samme årsager.

De to FunSkate samlinger første weekend i oktober håber at kunne gennemføre, idet bestyrelsen dog atter drøfter samlingernes gennemførelse på mødet den 11. august i forhold til evt. ændringer i restriktioner på området.

Efterårskonkurrencen og Efterårs Cup er aflyst
Efterårskonkurrencen og Efterårs Cup ligger i september og primo oktober. Efter en spørgeundersøgelse blandt landets klubber har knap halvdelen af klubberne meldt sig klar, mens de øvrige ikke meldte sig klar eller foreslog at aflyse. Aktivitetsudvalget og Teknisk Udvalg  anbefalede, at begge konkurrencer blev aflyst, bl.a. fordi at ingen klubber har påtaget sig værtskabet for konkurrencerne. Vi har derfor valgt at aflyse begge konkurrencer.

Ekstraordinær mærkeprøve den 19. september
For at imødekomme et behov for de løbere, der skal tage et mærke for at rykke i deres alderssvarende række, arrangeres i stedet en mærkeprøve den 19. september i Gentofte. Mærkeprøven, hvor der kan tages alle mærker undtagen Basic 1 og Dancetests, arrangeres som en simuleret konkurrence, hvor der løbes friløbsprogram. Prisen er 485 kr., uanset om man ønsker at bestå et eller to del-mærker. Invitationen sendes til klubberne snarest muligt.

Seminarer
Det er langt nemmere at indfri alle retningslinjer for seminarer. Derfor gennemføres det planlagte ATK seminaret samt IJS seminaret for officials, begge i august måned.  Selvfølgelig med overholdelse af alle Covid-19 restriktioner.

 

Det er stadig en udfordring at navigere i denne tid, og vi er klar over, at alle beslutninger påvirker mange mennesker, ikke mindst løberne. Ændringerne i sæsonopstart skal sikre, at DSU gennemfører alle aktiviteter på forsvarlig vis samt at klubber og løbere kan planlægge træning og aktiviteter på bedst mulige måde efter et turbulent forår med mange restriktioner.

Vi glæder os til at se alle på og omkring isen igen.