Den internationale skøjte sæson er selvfølgelig stærkt påvirket af Covid-19, og der er meldt mange ændringer og restriktioner ud. Nogle konkurrencer er aflyst, mens andre gennemføres i en ny, online form, som vi følger tæt.

Skøjteløbere og trænere har som altid arbejdet hårdt igennem forår og sommeren og er ivrige for at vise resultaterne af deres arbejde. Og de første kig kan vi få i dag, hvor ISU Challenger konkurrencen ’Nebelhorn Trophy’ løber af stablen i Oberstdorf, Tyskland. Konkurrencen er den ældste skøjte konkurrence i verden udover ISU-mesterskaberne, og den kick starter den internationale sæson, dog uden publikum. Derfor live streames konkurrencen.

Maia Sørensen. Foto: Øyvind Løvik

Der er dansk deltagelse ved denne konkurrence, nemlig Maia Sørensen, der debuterer i senior rækken. Maia har flyttet sin daglige træning netop til Oberstdorf under den kendte træner Michael Huth, og kan derfor føle sig en smule på hjemmebane og drage fordel af at være vant til at performe i den noget tyndere luft i Oberstdorf.

Også i dommerpanelet er der dansk deltagelse af Jesper Holkjær Gormsen.

Konkurrencen live streames fra kl. 16.00, og Maia går på isen med sit korte program i dag som nr. 4 kl. 16.26.

 

 

 

 

Deltagere, startrækkefølge og resultater

Live Stream 24. september

Live Stream 25. september

Live Stream 26. september

 

Af Mariann Vasbo