Long track speed skating – eller hurtigløb, blev genoplivet i Danmark med opførslen af Genforeningspladsens 400 m skøjtebane og klubben HLF72, der begyndte at organisere hurtigløbstræning på banen. Hurtigløb havde ellers i en lang årrække overlevet pga. en lille gruppe skøjteentusiaster fra HLF72, der skøjtede på Løje sø når vejret tillod det.
Tidligere var Kurt Stille (f. 1934) dansk mester i 1954 og 1956 og kendt bl.a. for en 9. plads på 10.000 m ved OL 1964 og en 7. plads i 5000 m ved VM samme år. Kurt, som i dag stadig løber på skøjter i Norge, er æresmedlem i DSU.
I 2002 arbejder Dansk Rulleskøjte Union struktureret med talentudvikling i Inline Speed Skating, og i dag høster de frugterne af den indsats og tager medaljer til internationale mesterskaber og konkurrencer. Oliver Sundberg og Cathrine Grage var de første til at tage springet over på is, hvor de hurtigt opnår kvalifikationstiderne til at deltage i ISU´s world cups i 2005 og Europamesterskaberne i 2006. Trinette Ufkes fungerede som landstræner og tilførte Danmark en masse hollandsk skøjteviden.
Oliver slog alle Kurt Stilles danske rekorder, som havde stået siden 1964. Oliver blev desværre skadet og måtte forlade sporten i 2007, men når dog at deltage i ungdoms -OL i short track. Cathrine Grage blev den første danske kvinde ved World Cup, EM og VM i Long Track og OL. På vejen nåede Cathrine at slå 61 danske rekorder, hvilket er dansk rekord i antal sportsrekorder. Hun kom i top 100 på all time Adelskalenderen og blev nr. 14. til VM og OL på 5 km og fik en 7. hurtigste tid i World Cup’pen på 5 km.
I 2009 bliver Danmark inviteret til at indgå i det fælles nordiske projekt – East Scandinavian Development Project, ESDP. ESDP er et Long Track projekt støttet af den Internationale Skøjte Union, ISU. I projektet deltager udover Danmark både Sverige og Finland. Danmark deltager med otte udøvere fra inline, og Danmark går fra at have en senior World Cup udøvere til at have tre udøvere i Senior og seks i Junior World Cup i 2013.
I 2011 indleder Dansk Skøjte Union et officielt samarbejde med Dansk Rulleskøjte Union, og i 2012 giver Danmarks Idræts Forbund økonomisk støtte til talentudviklingsprojektet “Talentudvikling i Inline- og Long Track Speed Skating“. Projektet giver mulighed for at introducere flere inline udøvere til Long Track. Projektet ledes af landstræner Jesper Carlson.
I 2013 får vi godkendt projektet ESDP for en ny 4-årig periode. og Danmark har nu 12 pladser. Desuden har vi udviklet et nyt projekt, East Scandinavian Talent Project, ESTP. ESTP, der følger op på ESDP, sikrer at udøvere over 18 år, som er kvalificeret til enten Junior eller Senior World Cup at komme på fem Long Track træningslejre om året. Danmark har her 5 pladser. Yderligere tilknyttes Norge til projektet fra 2015, hvor DIF også forlænger støtten til projektet ”Talentudvikling i Inline- og Long Track Speed Skating”. Nyt i projektet er et øget fokus på de udøvere, der satses på frem mod OL 2018.