Foto: Karin Rigas
Elena med kæresten Anders. Foto: Karin Rigas

Elena startede som inline skater som 5 årig, og skiftede til speed skating i 2010. I 2017 brød hun for alvor igennem på den internationale is i disciplinen Mass Start, hvilket kvalificerede Elena til OL 2018 i PyongChang. Her missede hun netop finalen med 1/100 sekund, men tidligere på sæsonen tog Elena en sølvmedalje ved WorldCup, hvilket er den bedste placering for en dansk speed skater nogensinde. Elena blev nr. 6 ved VM og endte sæsonen som nr. 10 på verdens ranglisten. Og nu har Elena besluttet at satse de næste år på sin uddannelse.

 

Det kræver en høj grad af viljestyrke at fortsætte over lang tid i en sport, der kræver 250 rejsedage om året, fordi vi ikke har træningsfaciliteterne i Danmark. Elena, som aldrig gør noget halvhjertet, har nu måttet sande, at tiden er kommet til at fylde sit liv med noget andet. ”Det har været fantastisk at se vores sportsgren udvikle sig og komme på Danmarks kortet; en sport som har givet mig så meget”, udtaler Elena Rigas, og fortsætter ”Jeg vil altid være beæret over, at jeg fik lov til at gå ind med Dannebrog ved OL i PyeongChang, og jeg vil gerne sige tusind tak til Team Danmark, DIF og Dansk Skøjte Union for deres store opbakning. Nu skal jeg tage hul på et nyt kapitel, hvor det er mit studie, jeg vil prioritere – i hvert fald de næste 3 år, hvor jeg færdiggør min Bachelor og min Kandidat i International Politik.”

 

Foto: Ulrik Pedersen
Danmarks hurtigste kvindelige speed skater. Foto: Ulrik Pedersen/CMS

For Dansk Skøjte Union er det unægtelig et tab at miste en så talentfuld speed skater som Elena, der i den grad har været med til at bringe en lille sportsgren frem i lyset. Formand for Dansk Skøjte Union, Camilla Lyngsø, siger: ”Elena har på bedste vis markeret Danmark på den internationale bane med gode resultater og en målrettet indsats. Vi bakker selvfølgelig op om Elenas beslutning, selvom vi havde glædet os til at følge udviklingen og resultaterne frem til OL 2022, men ønsker hende det bedste i tiden fremover.”

 

Dansk Skøjte Union har en gruppe på tre mandlige speed skatere, der træner i USA og Holland frem mod sæsonens World Cups med landstræner Jesper Carlson som tovholder. ”Vi har heldigvis fortsat en stærk gruppe af mænd, som vi forventer os meget af i disciplinen Mass Start. Og et par junior skatere godt på vej”, siger Camilla Lyngsø. ”Samarbejdet med Team Danmark fortsætter, og målet er OL deltagelse i 2022”, slutter Camilla Lyngsø.

 

Elena har sammen med den øvrige trup været med til at udvikle et oplæg til en ny speed skating disciplin, Mass Start – point race, som DSU skal søge opbakning til på ISU’s kongres til foråret, og dermed er hun ikke færdig med at sætte sit aftryk på speed skating verdenen.

 

 

 

Af Mariann Vasbo