I weekenden den 3.-5. marts blev endnu et ISU VM afholdt, dog på et andet kontinent: VM i Speed Skating. For os blev det et andet VM end vi havde drømt om – og som drengene havde trænet til.

Optakten hele ugen op til VM var fyldt med bekymringer om Philip Due Schmidts helbred, og dernæst om vi overhovedet ville kunne stille med et hold til Team Pursuit, der kræver tre mand. Team Pursuit er vores helt store satsning på Speed Skating, efterfulgt af Massestarten. Begge dele med støtte fra Team Danmark, og målet var en top 8-placering ved VM i år.

I takt med at Philip kom ud af sin kritiske tilstand på hospitalet, udtog vi den unge Niclas Mastrup til VM-holdet. Han havde netop afsluttet et træningsophold i Inzell, og sprang uden tøven til de to  rutinerede skatere, Viktor Hald Thorup og Stefan Due Schmidt. De nåede tre træninger i Team Pursuit med træner Kalon Dobbin, der i forvejen træner Niclas og derfor kunne stå inde for, at Niclas ville kunne klare presset med det store skift til Senior, i en for ham ny disciplin – og ved et VM.

Og træningerne gik godt, faktisk bedre end forventet. Og med Philips støtte fra lægterne blev de klar til at køre Team Pursuit fredag aften, som for de tre drenge handlede om at repræsentere Danmark på den plads, som de havde kvalificeret sig til. 

Alle fire samlet efter en god træning i Thialf.

Flot indsats endte med et styrt

Niclas, Stefan og Viktor fulgte den strategi, som de havde lagt for løbet, og de kørte bedre end forventet. Niclas bedre end nogensinde før – og de kørte hurtigt. Som altid i speed skating er det de små marginaler, der spiller ind. Hundrededels sekunder eller en lille, forkert bevægelse. Og det blev det sidste, der fældede Stefan i det sidste sving før sidste omgang. Farten var sat op og hans klinge ramte kort Niclas’, hvilket resulterede i at Stefan styrtede, og løbet ikke blev gennemført.

Men Danmark var med i VM-finalen i Team Pursuit og slutter sæsonen som nr. 8 på verdensranglisten. Niclas fik en flot debut og var meget stolt og glad over sin præstation: ‘Jeg kørte hurtigere end nogensinde før og følte energien fra de to andre. Jeg er super motiveret til at fortsætte træningen og få lov at opleve flere løb på dette plan’.

For Viktor og Stefan var det revanche for den Team Pursuit, de ikke kvalificerede sig til ved OL. ‘Vi hører til i toppen, og det har vi også bevidst her’, udtalte Stefan efter han lige var kommet sig ovenpå løbet.

Lige udenfor finalen i Massestarten

Der blev desværre ingen finalepladser til Danmark i Massestarten.

Philip og Viktor har ellers kørt en stærk sæson, hvor de begge har vundet hver en semifinale og kørt finaler flere gange. De 8 bedste fra hver semifinale går i finalen, og det var lige ved og næsten i år.

Viktor på vej i udbrud

Den første semifinale var Viktors. Viktor vandt en semifinale så sent som i december og var stadig i rigtig god form. ‘Det blev et rimeligt hurtigt løb, hvor momentet til at rykke dog aldrig rigtig opstod,’ sagde Viktor efter løbet, hvor han kom ind som nr. 9 i tiden 8.05.36. En enkelt plads fra finalen. ‘Jeg kunne ikke have kørt den anderledes og er overordnet tilfreds med min præstation efter en en rigtig god sæson,’ slutter Viktor.

Stefan forsøger at skabe sig plads

Philip havde med en 14. plads på verdensranglisten kvalificeret sig til Massestarten, men kunne jo desværre ikke køre den. Og det stod derfor hurtigt klar, at pladsen skulle køres af Stefan, der følte et vist ansvar for pladsen. ‘Jeg var glad for at få chancen for at køre, men det var første gang siden OL, at jeg skulle køre en Massestart. Mine istræninger i år har fokuseret på Team Pursuit, men selvfølgelig skulle jeg køre Philips plads,’ sagde Stefan.

Han havde lagt to strategier for løbet, og som løbet udviklede sig valgte han at køre efter point i slutspurten. ‘Jeg lavede ikke som sådan nogle større fejl. Jeg skulle køre ind 

som minimum nr. 6 for at komme i finalen, og kom over stregen som nr. 8 i tiden 7.59.73. Det gav mig en samlet 19. plads, men så ved jeg jo ligesom hvor jeg ligger i feltet uden at have trænet,’ smilede Stefan efter løbet.

 

Set i lyset af den alvorlige situation, som med Philips sygdom ramte holdet bare en uge tidligere, er vi stolte over præstationen ved VM. Deres fighter vilje og lysten til at repræsentere Danmark var bemærkelsesværdig hos alle fire atleter, og det blev bemærket hos både officials, skatere og publikum i Thialf arena.

Philip er tilbage i Danmark til flere undersøgelser, mens Stefan er videre mod Inline-sæsonen. Viktor har lidt ferie, inden han også tager hul på inline-sæsonen, og sammen skal vi til at forberede nye mål og næste sæson.

 

Tekst: Mariann Vasbo
Fotos: schmidt.aps

Stefan sender en hilsen op til Philip umiddelbart før sin Massestart