Over middag kan de første løbere finpudse formen ved træningen til de Jydsk Fynske Mesterskaber & Jydsk Fynsk Cup, der afholdes i Frederikshavn, som glæder sig meget til det store rykind. Formanden har selv pyntet op i skøjtehallen med flotte birke- og grantræer med lyskæder, der vil være med til at skabe en god stemning gennem hele weekenden. Der bliver også mulighed for at forny skøjtegarderoben eller købe lykkebamser hos både Skate Boutique og Fru Skov, ligesom klubben selv har en bod med bamser og blomster, vafler og amerikansk lotteri.
I Cafeteriaet er der indrettet et hyggerum med en tegnestue, og her kan der købes lidt at spise undervejs. Klubben håber at kunne holde de fodboldinteresserede i hallen ved at stille et TV op i cafeteriaet, så man kan se fodboldbraget mellem Danmark og Sverige.
Har du ikke mulighed for at følge konkurrencen i selve skøjtehallen, kan du følge med via Live Streaming. På foranledning af DSU vil der ikke blive streamet fra boksen efter hvert løb, hvilket også vil gælde ved DM, eftersom de etiske aspekter ved streamingen p.t. overvejes.