Fredag starter isdansernes konkurrencer ved EM i Moskva, og Laurence Fournier & Nikolaj Sørensen er 100% klar til at indtage isen med deres stærke, latinamerikanske korte dans. Træningerne er gået super i den store Megasport Arena, hvor de har trænet i gruppe med de tre russiske par. Med en World Rank som nr. 12, hvilket er 6. bedste par her ved EM, skulle Laurence & Nikolaj trække lod om startrækkefølgen i den næstbedste gruppe, hvor de trak nr. 24, hvilket er et godt udgangspunkt for de danske isdansere.
Målet for konkurrencen er som sædvanligt ikke en særlig placering, men at løbe rene programmer på samme, høje niveau, som de gør til træningen; samt til stadighed at bevare fokus i de pressede situationer under et stort mesterskab. Sidste år blev parret nummer syv ved EM, men alt kan ske i år, hvor flere af parrerne er ekstra pressede af udtagelser til OL.
I dag gav Laurence og Nikolaj et time-langt interview til journalist Hiro Yoshida, Europe On Ice, som spurgte interesseret ind til parrets hastigt voksende succes og stærke kemi. Interviews som dette skal prioriteres af alle skøjteløberne mellem de mange andre aktiviteter under konkurrencen, og de danske isdansere stiller med glæde op til interview med pressen.
Konkurrencen begynder fredag kl. 10.10 dansk tid, og det danske par løber deres korte dans kl. 13.42.