I denne tid vil bestyrelsen og de ansatte i Dansk Skøjte Union gerne sende en hilsen til alle indenfor skøjteverden i og udenfor Danmark.

Disse uger er for Danmark og resten af verden svære at komme igennem, og det er rystende, hvordan en virus kan få så store konsekvenser for os alle sammen.

Med en sæson, der sluttede brat og på en måde, som ingen havde set komme. Med aflysninger af sæsonens sidste DSU konkurrence og for mange klubbers vedkommende også aflysning af sæsonafslutninger, klub konkurrencer mm., står alle tilbage med en tom og tam følelse. Her er det vigtigt, at vi står sammen, og prøver at fokusere på de positive ting.

Sådan en situation giver mulighed for at få vendt nye idéer sammen – hver for sig. For at få ryddet op og planlagt næste sæson, evt. med nye tiltag og en ny start. DSU’s kontor er stadig åbent, idet medarbejderne arbejder hjemmefra med de udviklingsopgaver og dokumentation, der allerede var på tegnebrættet. Begge vores konsulenter har tid til at drøfte klubbernes udvikling, både de tiltag, der allerede er sat i gang, og at vende nye idéer eller udfordringer for andre klubber.

Tag endelig fat i Lasse eller Emil, som I finder kontaktinfo på her.

Det er dejligt at se mange, der finder nye måder at træne på. Bliv endelig ved med det, det er med til at skabe sammenhold.

I skal have en stor tak for en flot sæson, hvad end du er løber, træner, klubbestyrelse, frivillig, udvalgsmedlem, official eller pårørende, med rigtig mange gode oplevelser. Hele DSU ser frem til næste sæson, der byder på mange spændende aktiviteter.

Jeg vil også gerne takke jer alle for den indsats, I yder i denne svære tid. Vi vil fra DSUs bestyrelse og administration gøre vores bedste, for at skøjtesporten fortsat står stærkt – og vi vil i den kommende tid i samarbejde med DIF og klubberne tage initiativer til bedst muligt at markedsføre vores fælles indsats og betydning for dansk skøjtesport.

Vi skal alle sammen gøre en kæmpe indsats for at støtte op om bestræbelserne på at dæmpe udbredelsen af Corona smitten. Lad os stå sammen og komme stærkt tilbage!

 

 

Camilla Lyngsø
Formand
7. april 2020