Linus Colmor Jepsen har valgt at skifte til isdans, som han tidligere har dyrket bl.a. med sin søster, Leonora Colmor Jepsen, og senest med Sara Buch-Weeke. Henover foråret og sommeren har Linus været på try outs og camps i USA, Canada og Frankrig hos forskellige prominente isdanse trænere. Og valget af ny partner er faldet af på spanske Sofia, der i sidste sæson var spansk sololøbs-mester i Advanced Novice, men som også har valgt et karriereskift.
Det nye isdansepar træner hos Olivier Schoenfelder og Muriel Boucher-Zazoui i Lyon, og DSU har netop released Linus, så parret kan stille op for Spanien. Det bliver dog først efter 1. februar ’19, at parret vil kunne deltage i konkurrencer under ISU, fordi der er en 1-årig karantæne på international konkurrencedeltagelse, når man skifter repræsentation.
Sofia og Linus arbejder lige nu på at få sine programmer klar til de spanske mesterskaber i december. Vi så selvfølgelig gerne, at det unge par repræsenterede Danmark, men på baggrund af erfaringerne fra Laurence Fournier Beaudry og Nikolaj Sørensen, der grundet manglende dansk statsborgerskab ikke måtte stille op til OL, forstår vi også, at parret vælger ikke at begrænse målet for sig selv. Til gengæld glæder vi os til at følge Linus og Sofias fremgang på isen.
Foto: Sanne Colmor Jepsen