Dansk Skøjte Union indgår samarbejde med Hvidovre Skøjteklub om værtskab for The Nordics & The Nordics Open 2026

Det er i sæson 2025/2026 Danmarks tur til at afholde The Nordics og The Nordics Open. Konkurrencen er et resultat af et nordisk samarbejde, hvorfor værtslandet følger en rotationsordning de nordiske lande imellem. Konkurrencen er en international konkurrence, der er at finde på ISU’s liste over events, hvilket giver deltagerne mulighed for World Ranking Points samt at opnå point til Junior VM, EM og VM. Dansk Skøjte Union og Hvidovre Skøjteklub har i den forbindelse valgt at indgå et samarbejde omkring den prestigefyldte begivenhed. Konkurrencen vil blive afholdt fra den 27. januar til 1. februar 2026 og samler de bedste skøjteløbere fra de nordiske lande.

The Nordics (Advanced Novice) og The Nordics Open (Junior og Senior) er et årligt event, hvor talenter fra Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark konkurrerer både med og mod hinanden samt mod andre tilmeldte nationer. Arrangementet har en lang tradition og fungerer som en vigtig platform for unge talenter, der drømmer om at tage skridtet videre til internationalt konkurrenceniveau. Konkurrencen for Junior- og Seniorløbere er åben for deltagere fra lande uden for Norden. Blandt tidligere deltagere finder man prominente navne som Deniss Vasiljevs fra Letland, Alexander Majorov fra Sverige og Carolina Kostner fra Italien.

Hvidovre Skøjteklub har stor erfaring med at arrangere internationale konkurrencer og er kendt for deres værtskab af Skate Copenhagen, som tiltrækker skøjteløbere fra hele verden. Denne erfaring gør klubben velegnet til at afholde lige netop The Nordics og The Nordics Open og sikre et velorganiseret og professionelt arrangement.

Med mesterskabet på dansk grund får publikum en unik mulighed for at opleve skøjteløb i verdensklasse på tæt hold. Konkurrencen forventes at tiltrække skøjteløbsentusiaster fra hele Norden og byde på en uge fyldt med imponerende præstationer og sportslig atmosfære.

Bliv en del af The Nordics og The Nordics Open 2026 som frivillig

En konkurrence af denne størrelse kan ikke lade sig gøre uden hjælp fra engagerede frivillige. Der vil være mange forskellige opgaver at bidrage med, lige fra logistik og tilskuerhåndtering til assistance for dommere og atleter. At være frivillig giver en mulighed for at komme helt tæt på begivenheden, møde nye mennesker og opleve skøjtesporten fra en ny vinkel.

Alle, der har lyst til at være en del af The Nordics og The Nordics Open 2026, opfordres til at melde sig som frivillig. Nærmere information om tilmelding og arbejdsopgaver vil blive annonceret senere på året.

For flere detaljer om mesterskabet og muligheden for at blive frivillig, hold øje med opdateringer fra Hvidovre Skøjteklub og Dansk Skøjte Union.