Frederikshavn Skøjteforening havde lagt et stort stykke arbejde i at byde velkommen til DM sidste weekend med en flot julepyntet skøjtehal, amerikansk lotteri og god mad i cafeteriaet. Løberne kvitterede for de flestes vedkommende med at lave gode præstationer på isen, og vi er glade for, at vi igen kunne kåre nye danske mestre i kunstskøjteløb.

Der var generelt god opbakning fra publikum, især når en lokal skøjteløber indtog isen, men også i senior herrer, hvor begge herrerne imponerede og leverede på et højere niveau, end vi har set i mange år. Daniel Tsion, ESK, satte et flot punktum for DM med et super program til Ravels Bolero, hvor han med god fart over isen havde stor højde på sine mange tripple spring og virkelig gode piruetter. Daniel bliver dansk mester med i alt 167, 40 point, og vi krydser fingre for, at han snart må få sit rødbedefarvede pas, så han på bedste vis kan repræsentere Danmark på den international scene.

Også Nikolaj Mølgaard Pedersen, FSF, havde publikum i sin hule hånd, hvor hans varme humor rækker langt ud over isen. Men han har også noget at have det i, for han leverede to virkelig gode præstationer. Han indledte friløbet med en super tripple loop – dobbelt tåloop kombination og gennemførte programmet med flere gode spring og en level 3 trinserie. Nikolaj udtrykte selv glæde for sin præstation ved slutningen af programmet, og hans sølvmedalje var fortjent med 143,78 point.

Senior Herrer

 

Det var glædeligt, at vi i år havde fire senior damer til start. Alle leverer et modent og indlevende løb, som det tager mange år at træne sig frem til, både teknisk, musisk og kunstnerisk. Med 151,17 point blev Maia Sørensen, Hi-KU, suverænt dansk senior mester. Maia er en af dem, der for alvor har udviklet en mere moden indlevelse, og hun leverede to smukke programmer med høj teknisk sværhedsgrad, der bl.a. udløste bonus for highlights. Hun udløste stor begejstring i skøjtehallen, hvor mange var glade for at se hende tilbage på dansk is, efter i længere tid at have været udenlands.

Amalie Borup, FSF, leverede to solide programmer, der gav hende sølvmedaljen med i alt 119.78 point. Hendes friløb var godt koreograferet, og hun åbnede med en fin dobbelt axel spring serie og en trippel salchow, og fortsatte med gode piruetter. Felice Basbøll, SKK, tog 3. pladsen med 90,65 point og Caroline Sauer Eilsø, RSIK, 4. pladsen med 81,15 point.

Senior Damer

 

I juniorrækken var der meget på spil, fordi der kort efter DM skal udtages løbere til The Nordics, og i denne række er de mange, der ligger tæt i toppen. Det blev også tydeligt at se, at mange af løberne var præget af større nervøsitet, end vi er vant til at se, og de fineste tripple og dobbelt spring i opvarmningen glippede desværre for mange af pigerne i friløbet.

Mest sikker på isen var den rutinerede, Catharina Victoria Petersen, ESK, der kunne trække på sin internationale erfaring. Catharina er et powerhouse på isen, hvor hun med høj fart har kraftfulde spring med fine glid ud af landingerne. Især hendes fejlfrie korte program var bemærkelsesværdigt, hvor hun indledte med en super tripple tåloop-dobbelt tåloop og en ligeså perfekt dobbelt axel, og programmet gav hende overvældende plusser i GOE’s i alle elementer. Med to sikre 1. pladser bliver Catharina fortjent dansk juniormester med 136,0 point. Og så skal det da også nævnes, at Catharina satte ny dansk rekord i kort program med 49,45 point.

Sølvet gik til Babeth M. B. Hansson-Östergaard, SOS, med 118,06 point, efter en 3. plads i det korte program, hvor hun bl.a. leverede en flot level 4 trinserie. I friløbet får hun bonus for highlights, leverer smukke piruetter i spændende positioner i et program af høj teknisk værdi, der desværre blev præget af udfordringer med flere af springene.

Med 117,27 point gik bronzen til Anna-Flora Colmor Jepsen, HI-KU, der har de smukkeste bevægelser i sine fint koreograferede programmer. Hun har høj musikforståelse og binder de enkelte elementer sammen med fine transitions, og normalt leverer Anna-Flora gode elementer baseret på sit solide grundløb. Desværre blev friløbet præget af flere fald, og det gav for mange minus point til at holde 2. pladsen.

Junior Damer

 

Vi så også stærke præstationer i Novice rækken, hvor Camilla Poulsen, FSF, efter en 3. plads i det korte program rykkede op og tog guldet med 90,73 point. Hun er en meget energisk løber, der har et godt grundløb, høj fart og et stærkt udtryk på isen.

Som vinder af Novice Piger fik Camilla overrakt en vandrepokal, der er indstiftet af Brøndby Skøjteløberforening, da de lukkede. Pokalen blev overrakt af sidste års vinder, Babeth M. B. Hansson-Òstergaard.

 

 

DM i resultater

 

 

Foto og tekst af Mariann Vasbo