I et tæt samarbejde med Danmarks Idrætsforbund har Dansk Skøjte Union nu igennem nogen tid været i fuld gang med at arbejde med unionens strategiske udvikling for den kommende strategiperiode 2026-2029. Strategiprocessen er en spændende, dynamisk og langsigtet færd, som vi ser frem til at dele med alle jer, som brænder for skøjtesporten, og som vil være interesseret i at blive delagtiggjort i strategien. I takt med, at vi arbejder hen imod den endelige udformning af strategien for 2026-2029, som skal være tilendebragt i maj 2025, inviterer vi endnu engang alle interesserede til at tage del i denne fælles proces. Jeres opbakning har allerede sat tydelige spor for unionens retning for den kommende strategiperiode, og vi håber, at I igen vil støtte op om processen. For på den måde kan vi sammen løfte hele skøjte-Danmark til nye højder!
Onlinemøder om strategisporene
Allerede nu kan I sætte kryds i kalenderen i februar 2025, hvor I inviteres indenfor i det strategiske værksted, når vi afholder tre onlinemøder. Hvert møde kommer til at fokusere på ét af de tre kommende strategiske indsatsområder, som vores nye strategi bygger på:
- 19. februar – ”Et helt liv med is” (en udbygning af vores nuværende strategi om fastholdelse, trivsel og udvikling inden for skøjteløb).
- 22. februar – ”Speed skating” (fokus på udbredelse og udvikling af speed skating som idræt).
- 26. februar – ”Holistisk talentudvikling” (talent- og kompetenceudvikling både i og uden for skøjtehallen).
Møderne er til for at dele tanker, give plads til inputs og få indsigt med henblik på at skabe fælles retning for vores fremtidige arbejde i unionen. Der vil i starten af det nye år komme mere information om møderne.
Tildeling af strategistøtte
Vi har for nuværende modtaget første udkast fra DIF ift. den økonomiske tildeling i den kommende strategiperiode, og bestyrelsen arbejder på et høringssvar, der skal være med til at sikre de nødvendige ressourcer.
Vi ser frem til at fortsætte denne strategiske rejse sammen med jer. Jeres engagement og input er afgørende for, at vi kan skabe en stærk fremtid. Sammen når vi nye højder!