I weekenden 18.-20. november slog Hørsholm Kunstskøjteløberforening dørene op for årets Sjællands Mesterskaber og Sjællands-Cup i den næsten færdigrenoverede Hørsholm skøjtehal, hvor der stadig gik travle håndværkere rundt fredag under træningen i hallen – men det bliver flot! Generelt viste M-løberne et højt niveau ved årets Sjællandsmesterskab, og dommere og publikum havde flere gode højdepunkter i Hørsholm Skøjtehal.
I Cubs gik guldmedaljen sikkert til 9-årige Diana Tolkach. HKF, ligesom Julie Vestergaard, GKF, vandt Springs med et fint teknisk niveau foran klubkammeraten Courtney Goldbeck og HKF’s Karoline Haubro. I Debs valgte 11-årige Anna-Flora Colmor Jepsen, GKF, det sikre uden dobbelt Axel og kunne til gengæld gennemføre to stort set fejlfrie programmer, og med 70,81 point sikre sig sejren over Keesha Buus, HI, som i det lange program fik bonus for både dobbelt Axel og trippel Salcow.
Anne-Flora Colmor Jepsen
I novice løb Frederik Schlüter, HKF, et fejlfrit kort program med dobbelt Axel og fine komponenter, og trods en sæson, hvor Frederik p.g.a. en skade må spare på træningen, opnåede han flot 79.88 point. Maia Sørensen, HI, der under fredagens træning løb et fejlfrit kort program med dobbelt Axel og to trippel spring, lagde sig ved lørdagens konkurrence på trods af fald i triplerne sikkert i spidsen foran Ellen Garver Danielsen, TSK. Ellen havde også trippel Salchow med i sit korte program, men Maia cementerede sejren med godt 11 point i den sidste ende. Og det blev så Ellen på 2. pladsen og Annika Skibby, TSK, på 3. pladsen i novice rækken.
Linus Colmor Jepsen, GSF, løb begge sine programmer med megen energi og indlevelse. I det korte program drillede et par af de svære spring, mens der til gengæld var niveau 4 på kombinationspiruetten. I det lange program lykkedes bl.a. dobbelt Axel og Linus blev Sjællandsmester med 95,47 point. Camilla Grue, GSF løb et meget fint kort program og lagde sig i spidsen med næsten 10 point foran Vanessa Sevidova, der vendte tilbage efter en pause i starten af sæsonen og lørdag ikke helt lykkedes med sit teknisk sværere program med både 2 Axel og to forskellige trippel spring.
Om søndagen høstede Vanessa nok et af dagens største bifald for sin indsats og jernvilje i det frie program, hvor hun sprang både 2 Axel og 3 Salchow og leverede et kraftfuld udtryk. Vanessa vandt friløbet med et mulehår, mens Camilla med de bedste komponenter for sit meget yndefulde frie program og forspringet fra det korte program, samlet blev vinder af damernes konkurrence.