De danske senior speed skatere er alle klar til World Cup-starten på fredag i Stavangeri Norge. Efter 7 måneder er de alle tre glade for igen at være samlet på isen, hvor Team Pursuit-træningen i dag gik over alt forventning.
Den lange pause fra isen er brugt fornuftigt. Philip Due Schmidt gennemgik en planlagt skinnebensoperation i foråret, der gik godt og med ro til den forventede genoptræning efterfølgende. Han har også fået færdiggjort sin Bachelor i Ernæring og Sundhed, og kunne derefter drage til Sydamerika, hvor han har gennemført 6 ugers træningsophold i Columbia og Ecuador. De mange måneders træning på rulleskøjter har forbedret Philips tider betydeligt.
Den anden del af Due Power-duoen, Stefan Due Schmidt, havde et rigtigt godt forår på rulleskøjter, og han mærker stadig fordelene ved at dyrke begge discipliner. Også han har tilbragt mange måneder under den bagende sol i Ecuador, hvor han deler sin tid mellem sin forlovede, rulleskøjteløb og træning til issæsonen. Stefan nåede lige en enkelt dag i Danmark efter VM på rulleskøjter, inden han fløj til sæsonens første World Cup i Stavanger. Og det er faktisk Stefans 10. sæson som Long Track-løber. “Det er sjovt at være tilbage på isen”, siger Stefan og fortsætter, “Jeg har elsket sæsonen på rulleskøjter, som var tiltrængt efter OL-sæsonen. Men det føles også rigtigt og godt at være tilbage på isen med drengene.”
Philip og Stefan var sammen på højdetræningslejr i Sydamerika i sommermånederne.
Viktor Hald Thorup stemmer i med de andre to, at det er hyggeligt, at det danske landshold er samlet igen. Han ankom som den første fra USA til Stavanger og fik en uges forspring på isen i Norge, mens han tilpassede sig tidsforskellen. For første gang i mange år har Viktor tilbragt længere tid i Danmark denne sommer, inden han sammen med sin hustru Gabriella rykkede til Salt Lake City for at træne der. De sidste seks uger har han fundet en god dagsrytme med hård træning og aktiviteter med holdet på og udenfor isen.
Sæsonstarten
DSU’s satsning er både Team Pursuit og Massestart, og da begge discipliner køres ved den første World Cup, er vi spændte på feltet og formen. Eftersom Stefan skal have færdiggjort sin Kandidat i år, er det besluttet, at det er Philip og Viktor, der kører Massestart, mens alle tre kører Team Pursuit denne sæson.
Philip Due Schmidt har haft gode træninger i Inzell de sidste par uger, selvom han stadig kommer sig efter en knæskade. Også Viktor har haft gode træninger og ser forventningsfuldt frem til starten på fredag. Han får dog et par intense dage, da Team Pursuiten fredag efterfølges af 5000 m lørdag og Massestart søndag.
Sæsonstarten har dog været mest dramatisk for Stefan, der søndag blev fældet af en positiv Coronatest, og måtte et lille døgn i isolation. Mandag eftermiddag kunne vi ånde lettet op, da hans infektionstal var faldet, og han kunne slippe ud af isolationen.
En spændende weekend står foran os, og allerede ugen efter, gentager det hele sig i Heerenveen.
Fredag 11.11 kl. 15.06/19.15
Team Pursuit
Philip Due Schmidt
Stefan Due Schmidt
Viktor Hald Thorup
Lørdag 12.11 kl. 10.37
5000 m Men
Viktor Hald Thorup
Søndag 13.11 kl. 13.36
Mass Start
Philip Due Schmidt
Viktor Hald Thorup
Af Mariann Vasbo