Top 10 placering til isdanserne

Isdanserne Laurence Fournier Beaudry & Nikolaj Sørensen tog 9. pladsen ved EM i Moskva. I finalen præsterede isdanserne et brag af en pasodoble, stærk emotionel og passioneret, der var højt værdsat at publikum i Megasport Arena. Dansen blev belønnet med 99,87 point, hvilket er ny Personlig Best i ISU regi og gav dem 7. pladsen i Fri Dans.

Laurence & Nikolaj har slået fast, at de hører til i top 10. Selv i et OL-år, hvor der er meget på spil og alle sætter barren højt, formår de at positionere sig blandt de bedste. De er i konstant udvikling og programmerne bliver stærkere og stærkere fra konkurrence til konkurrence. Isdanserne ses næste gang ved VM i Milano til marts, idet vi må undvære dem ved OL, hvilket også er til stor fortrydelse for parret selv.


Stærk come back af Pernille Sørensen

Pernille Sørensen præsterede langt over, hvad der var forventet af den 19-årige pige, der kun har været tilbage i seriøs træning i 5 måneder efter godt 1½ års pause. Pernille gennemførte to rene programmer, og de to træningsophold i USA hos Kalle Strid, hvor der især var arbejdet med landingerne, bar virkelig frugt.

I kort program blev Pernille nr. 24, og kvalificerede sig dermed overraskende til finalen, hvor hun blev nr. 21, hvilket også blev den endelige placering i konkurrencen med i alt 40 tilmeldte damer. Med 88,18 point og ny Personlig Best i Friløbet, opnåede hun nok point til VM-kvalifikationen. Pernille deltager i The Nordics næste weekend, og igen i Sofia Trophy i februar, hvor hun forsøger at opnå point nok i det korte program til endeligt at kvalificere sig til VM.  Pernille vil fortsætte træningen i USA efter Sofia Trophy, hvor planen er at lægge nye programmer hurtigst muligt.