Dommer, bestyrelsesformand
”Har du ikke lyst til at fortælle din historie om dit liv i skøjtesporten? ” Blev jeg spurgt og det vil jeg selvfølgelig gerne.
Allerede som lille betragtede jeg skøjteløberne på Peblingesøen i København, men jeg fik aldrig skøjter selv, de var jo dyre. Som teenager begyndte jeg til rulleskøjtedans, og derfra gik det videre til isen, da de nye kunstfrosne baner åbnede i begyndelsen af 60’erne. Det var Gladsaxe, uden tag og side vægge, og en anden åben bane på Østerbro stadion. Jeg konkurrerede lidt i både isdans og solo, men jeg dyrkede samtidig rytmisk sports gymnastik på nordisk konkurrenceniveau, så på et tidspunkt måtte jeg vælge og det blev gymnastikken, jeg valgte.
Dommergerningen
Få år efter spurgte daværende nye DSU formand Finn Olsen, som var min gamle klubkammerat, om jeg ikke kunne tænke mig at blive dommer. Da jeg stadig holdt af sporten tænkte jeg, at det var en god måde at bevare kontakten og gøre noget for sporten. Jeg fulgte en dommer uddannelse og dømte min første konkurrence i 1968 med en tung dommerkasse om halsen med karakterer op til 6,0. Det var også tiden, hvor man løb figurer – ottetaller – til konkurrencer, og dommerne gik på isen i timevis. Min længste konkurrence var 9 timer på isen, hvor 35 herrer løb 3 figurer hver. Det tog mig flere timer at tø op.
International dommer karriere
Jeg fik mod til at blive international dommer, og søgte ISU i 1977, og dømte første internationale konkurrence i 1981 i Merano, Italien. I de kommende år dømte jeg i de nordiske lande Finland, Island, Norge og Sverige, samt i Tyskland, England, Holland, og Frankrig og i det, der den gang var østlandene som Polen, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Bulgarien, Rumænien og Østtyskland. Det blev mere og mere spændende, jeg mødte dommere fra mange lande, knyttede mange venskaber, hvoraf mange stadig holder. Det var også dejligt at rejse ud med vores løbere, lære dem bedre at kende og bakke dem op. Drømmen om at komme til EM, VM og OL kom helt af sig selv, ligesom hos de aktive idrætsudøvere. Jeg ville helt til tops.
I 1984 bestod jeg i London, som den første dansker, ISU’s nye eksamen for at blive Mesterskabsdommer. Mit første EM blev i København i 1986, første VM i 1988 i Budapest, hvor Kurt Browning fra Canada landede første quad i konkurrence. Samme år var jeg til junior VM i Brisbane, Australien. Verden åbnede sig for alvor. Og i 1992 dømte jeg mit første OL i Albertville i Frankrig. Det blev en kæmpe oplevelse at være med i det største sports event af alle med alverdens nationaliteter og med til at bestemme, hvem der skulle have medaljerne. Fantastisk at være med til åbnings og afslutningsshow. Det var stort.
Det blev også til rejser til Rusland, Moskva og St. Petersborg, til Japan, Mexico og mange steder i USA og Canada. Størst var oplevelserne i de store skøjtenationer som USA, Canada, Japan og Rusland. I 1990 var jeg til VM i Halifax i Canada, hvor en canadier blev Verdensmester i en tætpakket hal med 18.000 engagerede tilskuere. Det øjeblik flagene gik til tops og alle sang med på nationalhymnen løb tårerne ned af mine kinder.
Særligt var det også at rejse i de gamle kommunistiske lukkede østlande, som man ellers ikke kom til. Ikke mindst i Østtyskland, DDR, hvor man virkelig fornemmede muren. Sporten var et nationalt anliggende, man satsede på national ære for at bekræfte systemets betydning. Senere viste sig desværre, at doping var meget udbredt.
En særlig oplevelse
Tilfældigvis var jeg til en konkurrence i Østberlin netop den weekend, hvor Muren faldt, den 9.-10. november 1989. Jeg boede på hotel Unter den Linden lige ved Brandenburger Tor, hvor vestberlinerne stod på muren og råbte ”Muren skal ned”. At følge østtyskernes bevægelse og spænding over det, der skete på tætteste hold, var surrealistisk. Se de lange køer af tålmodige østberlinere, der ventede på at komme en tur ud af et af de få huller i muren. Konkurrencen blev afholdt, men fokus hos alle var ved Muren. Vi var midt i verdenshistorien.
I 2002 blev det til mit andet OL i Salt Lake City, USA, hvilket var et skandaleramt OL for skøjtesporten. En fransk dommer i parløb indrømmede, at hun var blevet presset til at holde et russisk par oppe på en guldmedalje. Det betød, at russerne måtte dele guldmedaljen med et canadisk par, der havde fået sølv. Efterfølgende blev hele bedømmelses systemet ændret til et elektronisk system, hvor ansvaret og trykket på de enkelte dommere blev fordelt på flere grupper bedømmere. Dette OL var et halvt år efter ’11. september’, så sikkerhedsforanstaltningerne var helt enorme, og jeg fravalgte afslutningsceremonien, der kunne være er terror mål.
I løbet af 00’erne måtte jeg skære ned på aktiviteterne, da min mand blev meget syg, og jeg ikke havde mulighed for at rejse ud. Jeg stoppede helt mine dommer aktiviteter omkring 2010. Det blev til et ukendt antal danske konkurrencer, langt over 100 internationale konkurrencer, op mod 25 ISU mesterskaber, Junior VM, EM, 4 kontinents, VM og to Olympiske vinterlege. Referee op til og med EM. Desuden har jeg deltaget i 6 ISU kongresser.
Frivillig i unions arbejdet
Efterhånden blev det naturligt, at bruge min dommerviden, erfaring og internationale kontakt i unionsarbejdet i DSU. Jeg begyndte i 1982 som udvalgsmedlem i Kunstløbsudvalget, senere 1997 – 2002 blev jeg formand for unionen. Den første kvindelige DSU formand, den ene af bare tre kvindelige forbundsformænd i en mandeverden i DIF. Igen på grund af min mands sygdom måtte jeg stoppe formands jobbet, men forblev i Teknisk udvalg og Elite udvalget som medlem/formand.
I 2013 blev jeg opfordret til igen at stille op til formandsposten i DSU. Jeg var blevet alene, børnene var fløjet fra reden, jeg arbejdede ikke mere og havde derfor tid og lyst til at tage endnu en tørn for den sport,, jeg elsker. Jeg er også glad for igen at arbejde sammen med de mange, jeg havde kendt så længe. Nu er jeg en af seks kvindelige forbundsformænd under DIF.
Jeg nyder udfordringerne og samarbejdet med mennesker i alle aldre. Børnene på isen, de unge på vej ind i unionsarbejdet, som dommere, trænere eller udvalgs/bestyrelsesmedlemmer, de modne som med stor viden og kompetencer stadig brænder for sporten og giver mange, mange frivillige timer til sporten. Det er en investering at være frivillig i sportens verden, men det man får tilbage er guld værd.