Byd alle velkommen i jeres klub ved at opstarte et specialhold eller et integreret hold

 

HVORFOR?

Børn og unge med usynlige handicap deltager desværre ofte mindre i foreningslivet og kan føle sig mere ensomme sammenlignet med deres jævnaldrende uden handicap. At være en del af en idrætsforening kan have en betydelig positiv indvirkning på deres sociale liv. En udfordring er, at denne målgruppe ikke altid er opmærksom på de særlige tilbud, der findes.

 

Jeres klub kan spille en afgørende rolle i at gøre en forskel for special-skøjteløbere ved at være inkluderende og etablere et special eller et integreret hold. Det handler om at skabe synlighed og vise, at der er plads til alle børn, uanset deres behov

 

 

HVAD KRÆVER DET AF SKØJTEKLUBBEN?

“Det kræver ikke noget af klubben, men det kræver, at klubben kan rumme dem, og det er det!” (citat fra Rødovre Skøjte & Ishockey Klub).

 

Rødovre Skøjte & Ishockey Klub er et eksempel på en klub, der har positive erfaringer med at tilbyde kunstskøjteløb specifikt rettet mod børn og unge med usynlige handicap.

 

Målgruppen inkluderer børn med ADHD, autisme, angst og synsnedsættelse.

 

Det er en god idé at have kendskab til målgruppen, da viden kan skabe en bedre forståelse for barnets adfærd. Da mennesker er forskellige og har forskellige behov, kan det være udfordrende at beskrive specifikke retningslinjer for alle børn og unge med usynlige handicap.

 

 

HVORDAN KAN JEG HJÆLPE ET BARN MED ET USYNLIGT HANDICAP?

  • Tal med forældrene om barnets behov, da de kender deres barn bedst
  • Undgå at skælde barnet ud, men hjælp i stedet barnet med at udvikle strategier til at håndtere symptomerne
  • Sæt ikke for store krav til barnet, da dette kan øge stressniveauet
  • Ros og anerkendelse er vigtigt for at opbygge barnets selvtillid og tro på egne evner
  • Skab en tryghed og tætte relationer gennem anerkendelse og opmærksomhed
  • Klare regler,  rutiner og forudsigelighed er vigtige
  • Aktiviteter bør tilpasses og konkretiseres
  • Giv plads til barnets forskelligheder og behov
  • Vær tålmodig

 

Vi er ved at udarbejde en PDF med fakta om diagnoserne samt en række anbefalinger og gode råd til jeres klub i nedenstående katalog. Vi løber så stærkt, som vi kan på skøjteværkstedet.

 

Dansk Skøjte Union står altid klar til at yde rådgivning og hjælpe med at sprede jeres budskab i lokalmiljøet i forbindelse med rekruttering. Kontakt sekretariatet på office@danskate.dk eller telefon 28748210.

 

REFERENCER

Kataloget kan hentes her