Klubudvikling
Sekretariatet og udviklingskonsulenten tilbyder håndholdte udviklingsforløb, som er designet til at hjælpe landets skøjteklubber med at styrke deres fundament og skabe en klar retning for fremtiden.
Forløbene foregår i tæt samarbejde med den enkelte klubs bestyrelse og afholdes i klubbens egne lokaler, hvilket sikrer, at udviklingen sker i de omgivelser, der senere skal drage nytte af arbejdet. Forløbene er designet til at være relevant og nyttigt for enhver klub, uanset størrelse og behov. Disse forløb består af en række workshops, hvor klubbens bestyrelse deltager aktivt.
I øjeblikket tilbyder DSU følgende udviklingsforløb:
Mission, Vision og Værdisæt
Talentudviklingsstrategi
Workshop om Mission, Vision og Værdisæt
Få et stærkere ståsted, skab en tydelig ramme og giv jeres klub et grundlag at træffe beslutninger ud fra.
Enhver organisation vil i deres udvikling gavne fra, at de har et klart billede af, hvorfor de eksisterer, hvad deres formål er, og hvilken retning de gerne vil bevæge sig i. Ved at tydeliggøre hvilke værdier, som klubbens arbejde bygger på kan beslutningsprocesser fremover lettes idet, disse ikke træffes fra gang til gang, men ud fra et klart rammesæt, som er tydeligt for både medlemmer og bestyrelsesmedlemmer.
Forløbets Detaljer
Formål:
At skabe en klar og fælles retning for klubbens fremtid gennem mission, vision og værdier, udarbejdet af klubbens bestyrelse.
Gennem vores klubudviklingsforløb får I redskaberne til at styrke jeres klub og sikre en bæredygtig udvikling. Vi ser frem til at hjælpe jer med at realisere jeres fulde potentiale.
Varighed og indhold:
Vi anbefaler, at der afsættes en periode på 6 måneder til at arbejde med forløbet.
Typisk vil forløbet følge denne rejse:
– Én fysisk workshop af 3 timers varighed, som åbner for de indledende overvejelser, refleksioner og diskussioner internt i bestyrelsen. Dette guides af udviklingskonsulenten fra DSU.
– “Hjemmearbejde” som indeholder refleksion og stillingstagen af hvert enkelt bestyrelsesmedlem inden næste workshop
– Endnu en fysisk workshop af 3 timers varighed, som skal skabe fælles ståsted for den samlede bestyrelse og fastligger grundstenene, som klubbens fortsatte udvikling skal bygge på.
– Kommunikation til medlemmer planlægges om forløbets indhold og beslutninger. Dette kan gøres i samråd med DSU gennem sparring og udvikling af materialer eller klubben kan varetage dette selvstændigt.
Talentudviklingsstrategi
Få lagt en tydelig strategi for, hvordan I ønsker at udvikle dygtige skøjteløbere på forskellige niveauer i jeres klub, og oplev jeres løberes motivation stige, forældres spørgsmål og undren falde og klubbens sammenhængskraft styrket.
At have en lokal og klubnær talentudviklingsstrategi vil understøtte det lokale arbejde med at udvikle dygtige skøjteløbere – uanset hvilket niveau, som disse løbere ønsker at stræbe efter.
Forløbets Detaljer
Formål:
Formålet med forløbet er, at klubben får en tydelig retning og strategi for, hvordan man ønsker at arbejde med udvikling af skøjteløbere. Forløbet henvender sig til alle klubber uanset om ambitionsniveauet er, at skabe medaljetagere, sikre lokale rollemodeller på forskellige niveauer eller imødekomme en voksende bredde.
En talentudviklingsstrategi vil hjælpe med at tydeliggøre, hvordan en klub understøtter forskellige ambitioner, drømme og udviklinger hos sine medlemmer, og klubber med en sådan strategi vil opleve en mere rammesat dialog med medlemmer og disses forældre baseret på en gennemsigtig forventningsafstemning.
Strategien vil understøtte langsigtede beslutningsprocesser, og I vil som klub opleve at være klædt bedre på til at imødekomme løbernes forskellige ambitionsniveauer.
Varighed og indhold:
Vi anbefaler, at der afsættes en periode på 6 måneder til at arbejde med talentudviklingsstrategien.
Typisk vil forløbet følge denne rejse:
– Én fysisk workshop af 3 timers varighed. Her vil I blive præsenteret for Team Danmarks model Talenthuset samt hvordan Dansk Skøjte Union arbejder med talentudvikling. Vi taler om, hvordan bredde og elitearbejde er tæt forbundne, og hvordan klubbens egne værdier og målsætninger kan bruges som grundlag for en talentudviklingsstrategi.Dette guides af udviklingskonsulenten fra DSU.
– Hjemmearbejde, hvor klubbens bestyrelse skal formulere et udkast til en talentudviklingsstrategi efter kyndig vejledning fra udviklingskonsulenten. Der sendes hertil en skabelon, som kan understøtte dette arbejde. Det anbefales, at klubbens bestyrelse (og gerne trænere) mødes fysisk og arbejder med udkastet. Udkastet sendes til udviklingskonsulenten inden næste workshop.
– Endnu en fysisk workshop af 3 timers varighed. Ved denne workshop modtager klubben konkret feedback på deres udkast, og konsulenten vil understøtte færdiggørelsen af strategien. Ved workshoppen vil klubben få hjælp til at lave en handleplan til, hvordan talentudviklingsstrategien får liv i klubben og bliver en fast del af værdisættet, hverdagen og klubbens gøremåder.
– Klubben udarbejder en kommunikationsplan for, hvordan den nye strategi kan tydeliggøres for klubbens medlemmer og blive en del af identiteten. Dette kan gøres i samråd med DSU gennem sparring og udvikling af materialer eller klubben kan varetage dette selvstændigt.